Hvad gør man ved et dødsfald?

En dag står vi alle i den situation, hvor vi skal tage afsked med én af vore nærmeste. Det er ofte en svær og uoverskuelig situation, hvor der er mange praktiske spørgsmål at tage stilling til. Uldahls er jeres rådgiver i denne svære tid. Vi hjælper jer med alle de praktiske opgaver – og med at bevare overblikket.

Ved forventet dødsfald i eget hjem

Nogle dødsfald er desværre forventede. I skal kontakte afdødes egen læge, lægevagten på tlf. 1813 eller hjemmeplejen i jeres område.

Lægen kommer inden for de næste timer og udfærdiger dødsattesten. Først når dødsattesten foreligger må bedemanden hente afdøde.

Når lægen er tilkaldt kan I kontakte os, så vi kan aftale ilægning af afdøde i kiste samt hvornår I ønsker en samtale omkring de praktiske foranstaltninger ved begravelsen eller bisættelsen.

Ved uventet dødsfald i eget hjem

I skal kontakte alarmcentralen på tlf. 112. Ambulance og politi kan hjælpe med transport til sygehuset. I nogle tilfælde skal politiet foretage en undersøgelse af dødsstedet samt afdøde. F.eks. i nedenstående situationer:

  • Når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller et ulykkestilfælde.
  • Når en person findes død.
  • Når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægefagligt personale.

Når I har brug for os, er vi der altid

Hos os er De i trygge hænder og vi hjælper med kontakt til alle instanser og myndigheder.

Ved dødsfald i beskyttet bolig og plejehjem

Plejehjemmets personale kontakter lægen. Det er ofte afdødes egen læge, eller lægevagten 1813 hvis dødsfaldet sker i weekenden. Når lægen er kontaktet skal I kontakte bedemanden, som efter aftale kommer og lægger afdøde i kiste og kører til kapel.

Dødsfald på hospital

Sker dødsfaldet på et hospital overføres afdøde til hospitalets kapel. Dødsattesten udstedes af en hospitallæge ofte dagen efter dødsfaldet. Bedemanden afhenter dødsattesten på hospitalet efter aftale med jer.

Hvis I ønsker at være til stede når afdøde iklædes og lægges i kiste, kan dette naturligvis lade sig gøre.