For en smuk og personlig begravelse

Tlf: 2164 2970

Må man selv vælge kirke og præst til begravelse?

Som udgangspunkt har afdøde medlemmer af folkekirken ret til kirkelig betjening i det sogn hvor afdøde boede. Det betyder at afdøde har ret til at blive bisat eller begravet fra sin lokale sognepræst og sin sognekirke.

Man må gerne vælge en anden kirke, hvis afdøde havde en særlig tilknytning eller relation til den pågældende kirke eller sogn.  

Ifølge Kirkeministeriet foreligger der særlig tilknytning, når afdøde:

  • tidligere har haft bopæl i sognet. Dette gælder, uanset hvor længe afdøde boede i sognet.
  • har nære pårørende, der bor i sognet (her tænkes på forældre, søskende eller børn)
  • for så vidt angår begravelse og bisættelse, har forældre, ægtefælle, søskende eller børn begravet på en kirkegård i sognet.

I ovennævnte tilfælde har afdøde altid ret til at få foretaget en kirkelig handling i en anden kirke end den, afdøde normalt hører til.

 

I andre tilfælde end ovenstående er det præsten, der afgør, om afdøde har tilpas særlig tilknytning. Det er præstens afgørelse, om afdøde kan få foretaget en kirkelig handling i en kirke uden for det sogn, hvor afdøde boede.

Præsten kan give tilladelse, når afdøde for eksempel er døbt, konfirmeret eller gift i kirken.

Er afdøde flyttet på plejehjem, behøver man nødvendigvis ikke bruge kirken i det sogn, hvor plejehjemmet ligger. Her lægges der vægt på at flytningen fra egen bolig til plejehjem ofte ikke sker frivilligt, men som af nødvendighed.  

Boede afdøde i udlandet har afdøde ret til at få kirkelig betjening af en præst i det sogn, hvor afdøde sidst havde bopæl i Danmark inden udrejsen.

Kan man selv vælge præst?

Som udgangspunkt skal man benytte sin sognepræst dvs. en af de præster som er ansat ved afdødes sognekirke. I nogle tilfælde kan sognepræsten fra afdødes bopælssogn tage med til en anden kirke uden for sognet, men det præstens egen afgørelse.

Hvis man har en præst i familien eller hvis afdøde havde et særligt nært forhold til en præst, kan man ofte få tilladelse til at han/hun forretter bisættelsen.

Hvis man ønsker en bestemt præst, kan man overveje at løse sognebånd til den pågældende præst.

Christian Uldahl og Katrine Uldahl

Christian Uldahl
Katrine Uldahl
Eksaminerede bedemænd

Hovedgaden 28
2970 Hørsholm

Telefon: 2164 2970
post@uldahls.dk