For en smuk og personlig begravelse

Begravelse i skoven

01. nov. 2018

Begravelse i skoven.

Vi får ofte spørgsmål om alternative begravelsespladser bl.a. begravelse i skoven. 

Flere har et ønske om at søge tilbage til naturen. Nogle vælger at få deres aske spredt over åbent hav, andre ønsker at blive stedt til hvile i naturen.  

Indtil 2018 har der i Danmark kun været få kirkegårde som kan kaldes skovkirkegårde.

Høsterkøb Kirkegård

Høsterkøb Kirkegård mellem Rudersdal og Hørsholm Kommune er anlagt som skovkirkegård i 1931. Kirkegården er præget af årstidernes gang. Om foråret er skovbunden hvid af anemoner. Om sommeren står bøgeskoven grøn og frodig. Om efteråret er kirkegården dækket af blade i alle farver. Om vinteren kommer lyset igennem de nøgne trækroner. Kirkegårdens små stier på kirkegården ryddes for grene og blade én gang i mellem, men ellers fremstår kirkegården som det den er – en skov.

Gravstenen skal være en natursten. Det er ikke tilladt at opsætte polerede gravsten eller plante hække osv. Det er muligt at erhverve både kiste- og urnegravsteder.

Høsterkøb Kirkegården har også en fællesgrav til urner. På fællesgraven kan familien være til stede og overvære når urnen nedsættes. Tidspunktet for urnenedsættelsen kan aftales med kirkegårdskontoret.      

Hvis De ønsker at vide mere om Høsterkøb Kirkegård, er De velkommen til at kontakte Rudersdal Kirkegårdskontor på telefon 46112490.    

Flere skovbegravelsespladser kan være på vej      

I 2008 vedtog Folketinget en lovændring som giver kommunerne mulighed for anlæggelse af skovbegravelsespladser.

I januar 2018 åbnede Danmarks første privatejede skovbegravelsesplads i Stensballe Skov ved Horsens.

Greve og skovejer Henrik Ahlefeldt-Laurvig har i samarbejde med Horsens Kommune anlagt skovbegravelsespladsen Stensballe Skov. Arealet er ca. 1,25 hektar og har plads til ca. 12.500 urner. Det er ikke muligt at blive begravet i kiste på skovbegravelsespladsen. Gravstedet må markeres med en natursten med navn eller initialer på afdøde.    

Flere kommuner har udtrykt ønske om etablering af lignede skovbegravelsespladser.

Christian Uldahl og Katrine Uldahl

Christian Uldahl
Katrine Uldahl
Eksaminerede bedemænd

Hovedgaden 28
2970 Hørsholm

Telefon: 2164 2970
post@uldahls.dk